Visuelt Forum er stiftet den 4. oktober 1998 kl. 18.00
i København og fylder derfor 10 år i 2008.
TILLYKKE!
Visuelt Forum er dannet i Vægtens tegn, der står for skønhed, harmoni og samarbejde. Det er et diplomatisk tegn, som gerne vil betale en pris for at få konflikter løst. Hele tre planeter er samlet i Vægten, og det dominerer horoskopet i høj grad.
Vægten har svært ved at sætte grænser og sige nej, hvad der er et stort aktiv for medlemmerne, men som kan være udfordrende for personalet. Det sociale og det selskabelige henhører også under Vægtens tegn, som er åben og udadvendt som grundtone. Samarbejde, ligeret og socialt sammenhold er Vægtens varemærke, og det er vigtigt at gøre ting sammen, også uden for opgaverne til styrkelse af sammenholdet. En fest i ny og næ vil være rigtig godt, for slet ikke at tale om en årlig tur eller rejse til at cementere gruppesammenholdet. Vægten er oprigtigt interesseret i, at alle bliver hørt og at alle væsentlige beslutninger træffes med klare flertal, helst skal alle stemmer være for – så er succesen hjem for en Vægt, som så virkelig føler, at arbejdet er fulgt helt til dørs. Vægten viger gerne tilbage, hvad angår egne rettigheder, blot det gavner helheden. Den buser ikke uafladeligt ud med egne meninger og holdningen, men lytter til, hvad andre har at sige først. Undervejs kan den komme med diplomatiske forslag, der kan gøre modparten venligere stemt. Her kan forslagene være så afstemte og naturlige, at modparten virkelig tror, at det er vedkommendes egne. Og kan derfor naturlig helt gå ind for dem. Skridt for skridt når Vægten sine planer og må, som går ud
på fred og harmoni blandt mennesker over hele Jorden. Hvis det viser sig, at de andre kommer med skråsikre påstande og synspunkter, kan det få Vægten til – som balanceskabende foranstaltning – at komme med stribevis af eksempler på det modsatte. Slutresultatet vil blive sådan, at der ikke er noget at komme efter. Alle sider af sagen er jo belyst! Og Vægten kan udføre det kunststykke at få en modstander til at tro, at vedkommende er Vægtens tro væbner.
Vægtens er ganske og aldeles uovertruffen, når andres problemer og konflikter skal løses. Her kommer retfærdighedssansen og det vindende væsen til sin ret. Man føler sig virkelig forstået, når Vægten ruller hele charmeregistret ud. Tegnet er meget charmerende, afholdt og har behov for gruppesammenhænge. Nogle gange skal den dog passe på ikke helt at forsvinde i mængden.
Interessant nok er Master Fatman nøjagtig samme kombination, Vægt med Fiske-Ascendant – alle mennesker, skabninger og hele universet skal udgøre en helhed.
Så er det lige en enkelt detalje, som gør, at indadvendt og superidealistisk energi udgør en væsentlig del af foretagendet. Den såkaldte Ascendant (ydre fremtoning) står nemlig i det grænseløse og universelle tegn - Fiskene. Dette er også tegnet for kunst, følsomhed, drømme, tro og visioner, hvad der jo går ganske fint i spænd med, at vi har at gøre med et ”visuelt forum”. Fiskene står for det, der ikke kan måles og vejes, og nogle ganske heller ikke kan beskrives, men som skal opleves - gerne helt ind i sjælens inderste afkroge.
Planeterne Månen (indtryk, atmosfære, det nære) står sammen med vækstplaneten Jupiter meget tæt på Ascendanten, som udgør den ydre fremtoning. Det er derfor ikke så nemt at skabe en klar profil udadtil, som man nok egentlig gerne ville. Men her må man gøre sig helt klart, at det allervigtigste er at skabe en intern profil og informationsflow. Fungerer det godt, så er der næsten ingen grænser for succesen. Går man i for høj grad udad, bliver profilen uklar og udvisket, og det skaber forvirring i omverdenen. Det er heldigt, at horoskopet ikke tilhører et privat firma, som normalt ikke er båret af den slags superidealisme.
Det enkleste er derfor, at man har en målsætning om, at det handler om de interne rækker mere end profilen udadtil. Det er klart her, at fokus skal ligge. Når Jupiter står tæt på Ascendanten, vil der være perioder, hvor ledelse og medarbejdere gerne vil diske op med den høje cigarføring og de store armbevægelser, hvad der også er o.k., hvis det holdes internt. Så skal nogen føre sig frem, skal det være til medlemmernes bedste, og sådan foregår det sikkert også til daglig.
Det har krævet en god ledelse og et godt personale at holde styr på tropperne i de senere år, hvor der han været en del udfordringer. Hvis det er blevet tacklet på den rigtige måde, har medlemmerne nok intet mærket til det. I det kommende år er planeten Saturn inde i billedet.
Den står for ansvar, seriøsitet, disciplin og udholdenhed, så nu skal de gode takter bare videreføres, dog samtidig, at der sker nytænkning og forandringer, så der bliver en balancegang at tage hensyn til, da den revolutionære planet Uranus er meget aktiv. Det kan være medlemmerne, der har store krav om nytænkning og endnu bedre forhold for medlemmerne. Måske skal interessegruppens organisation trimmes, hvis det ikke allerede er sket.
Al udvikling skal ske på grundlag af det hidtidige gode og grundlæggende værdier, men det skal som sagt kombineres med nytænkning og opfindsomhed. Man har dog ikke brug for luftkasteller. Men der kan opstå et behov for en brainstorm, som så kan inddampes til en kerneproces, der skal skabe den nye vinkel på interessegruppen.
I de næste to år vil man nok ikke kunne undgå en vis udskiftning i de frivillige medarbejdere til afløsning af de nuværende, som har ydet en kraftpræstation indtil nu. Mangler denne nytækning helt, kan det gå ud over motivationen i den nuværende stab. Og det er nok er det værste, der kan ske.
Overraskelsernes planet, Uranus er central i det næste år, og her kunne man forslå en happening
eller andet, som kan gøre lidt mere opmærksom på gruppen udadtil. Indadtil kunne man forslå at kigge lidt mere på den alternative verden. Her står Uranus mere specifikt for astrologi, og her kunne man måske godt hente inspiration til fremtidige tiltag. Man kunne f.eks. tilbyde de aktive en eftermiddag eller aften med et foredrag om astrologi krydret med en kort gennemgang af de enkeltes horoskoper – eller en konsultation hos en alternativ behandler, så de stadig kan opretholde et godt helbred trods deres enorme aktivitetsniveau. Måske skulle man tænke i sponsorater eller lignende og lade sådanne - om muligt – indgå i finansieringen, hvis dette overhovedet er muligt. Men det gælder om at være kreative, når man tænker på den fremtidige udvikling.
