Om Visuelt Forum

Visuelt Forum – vi former fremtidens visuelle fortællinger

Her kan du læse om de forskellige medlemskaber som studerende, freelancer, selvstændig, fastansat eller jobsøgende

Billeder, design, illustrationer, infografik og visuelle fortællinger har aldrig været vigtigere. Samtidig har de visuelle fag aldrig været under større forandring. Kunstig intelligens, nye teknologier og ændrede forventninger udfordrer vores arbejdsformer, vores faglighed og vores rolle i samfundet. Men forandring er ikke noget, vi skal frygte. Det er noget, vi skal forstå, udforske og være med til at forme.

Visuelt Forum er det faglige fællesskab for professionelle visuelle formidlere i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation. Siden 1998 har vi arbejdet for at styrke det visuelle udtryk som en ligeværdig, nødvendig og værdiskabende del af professionel kommunikation. Vi er omkring 800 medlemmer – grafikere, illustratorer, designere, art directors, infografikere, studerende, freelancere, selvstændige og fastansatte – der deler en fælles ambition: at udvikle og styrke de visuelle professioner.

Vi tror på, at fremtidens kreative faglighed bygger på mere end talent og teknologi. Den kræver nysgerrighed, refleksion, strategisk forståelse, stærke fællesskaber og modet til at lære nyt. Derfor har Visuelt Forum siden 2023 arbejdet aktivt med kunstig intelligens som et professionelt værktøj og som en anledning til at diskutere, hvad kreativitet, originalitet og menneskelig skaberkraft betyder i en ny tid. Vi anerkender både den bekymring og begejstring, der er blandt medlemmerne og arbejder sammen med ledelsen i Dansk Journalistforbund for regulering og mærkning af AI-genereret kommunikation.

Vi er ikke et fællesskab, der står på sidelinjen og ser udviklingen passere. Vi er et fællesskab, der deltager, udfordrer, eksperimenterer og skaber. Gennem events, workshops, webinarer, studieture, netværk og efteruddannelse skaber vi rum for inspiration, faglig udvikling og nye perspektiver. Vi forbinder mennesker, idéer og teknologier – og bygger bro mellem tradition, innovation og fremtid.

Vi tror på, at det visuelle ikke blot afspejler verden. Vi tror på, at det visuelle er med til at skabe den.

Se mere nedenfor om formål, medlemskab, bestyrelse, talen til designstuderende på Det Kongelige Akademi mm. 

Foto fra WeekendFestivalen 2026. Kreditering: Anne Bundgaard

Visuelt Forums formål

  • At danne fagligt forum for fastansatte, freelancere og studerende indenfor et bredt felt af grafisk design, illustration, infografik, webdesign mm.
  • At understøtte erfaringsudveksling og gennemføre events som fx seminarer, netværksmøder og korte kurser for medlemmerne.
  • At arbejde for et bedre udbud af efteruddannelse inden for vores område.

Medlemskab

Visuelt Forum er for dig, som er

studerende, grafisk designer, infografiker, webdesigner, illustrator, multimedie designer, udstillingsdesigner, visualizer, art director, AD-assistent, layouter, billedredaktør, kreativ chef, mediekoordinator, designmanager eller lignende.

Hvorfor være medlem af Visuelt Forum?

Udnyt kraften i visuel kommunikation med Visuelt Forum - dit kreative fællesskab og en specialgruppe i Dansk Journalistforbund og dit springbræt til karriere og succes. Her får du:

  • Netværk med over 800 professionelle inden for grafisk design, illustration og webdesign
  • Adgang til foredrag, seminarer, kurser, studieture til specialpris og gratis webinarer
  • Opdatering med de nyeste trends i branchen
  • Inspirerende nyhedsbreve 8-9 gange årligt
  • Adgang til en eksklusiv Facebook-gruppe for erfaringsudveksling
  • Mulighed for at søge efteruddannelseslegater
  • Dækning af rejseudgifter og overnatning på events, hvis du bor uden for Storkøbenhavn

Her kan du læse om de forskellige medlemskaber og hvordan du bliver medlem

Hvad koster dit medlemskab? Få svaret her

Se alle aktuelle event i DJ her

Efteruddannelse

Styrk din kompetence gennem korte eller længerevarende kurser. Visuelt Forum uddeler legater til efteruddannelse inden for det grafiske område. Læs om efteruddannelseslegater.

----

Talen i 2024 til designstuderende på Det Kongelige Akademi i anledning af præsentation af vore nye logo, der var designet af en af de studerende

Kære vindere, studerende, gæster og medlemmer

Jeg vil tale om et fantastisk initiativ, der lyser vores medieverden op – nemlig Visuelt Forum. Dette 25-årige fantasifulde forum er ikke blot en samling af kreative sjæle; det er en bevægelse, der hylder kraften i visuel kommunikation og anerkender den uvurderlige rolle, som uddannede grafiske designere, spiller i vores branche.

Visuel Kommunikation er en Magisk Nøgle

Forestil dig, at hvert billede, hver grafik og hver illustration er en nøgle, der åbner døren til forståelse. I en verden fyldt med information er det de visuelle elementer, der fanger vores opmærksomhed og hjælper os med at forstå komplekse budskaber på et øjeblik. Visuel kommunikation er som et universelt sprog, der taler direkte til vores følelser og sanser. Det engagerer os, inspirerer os og gør os nysgerrige.

Uddannede Grafiske Designere sætter Kreativitet i Højeste Gear

Tænk på uddannede grafiske designere som de kunstnere, der maler vores fortællinger med farver og former. De bringer ikke kun teknisk kunnen til bordet; de tilfører sjæl og karakter til vores indhold. Deres evne til at kombinere æstetik med funktionalitet gør dem til uundgåelige partnere i at skabe indhold, der virkelig resonerer med publikum. I takt med at teknologien udvikler sig, får de mere tid til at fokusere på det kreative – og det er her magien sker!

Visuelt Forums er Et Kreativt Samlingspunkt

Visuelt Forum fungerer som et sprudlende kreativt samlingspunkt, hvor idéer blomstrer, og samarbejde trives. Her kan medlemmer dele deres erfaringer, deltage i inspirerende workshops og udveksle innovative løsninger. Det er et sted, hvor vi sammen kan udforske nye grænser for visuel kommunikation og finde nye måder at engagere vores publikum på.

Fremtiden er Lysende og Udfordrende

Selvfølgelig står vi over for udfordringer i denne digitale tidsalder – men lad os se dem som muligheder og som en teknologi, der er gør os hurtigere, til det vi i forvejen er gode til. Med fremkomsten af AI-teknologier kan vi nu fokusere mere på det, vi elsker mest: kreativitet og storytelling. Ved at omfavne disse nye værktøjer skal vi også sikre, at vores visuelle indhold forbliver troværdigt og autentisk.

Lad os sammen fejre Visuelt Forum nye visuelle identitet og logo, være en evig kilde til inspiration og innovation og lyse op og skabe værdi i medielandskabet med vores kreative visioner.

Feel Free To Fuck Up, tak for jeres opmærksomhed og Skål 😊

Janne Høgshøj, formand Visuelt Forum

Bestyrelse 2026 - 2027

Collage: Janne Høgshøj

Formand: Janne Høgshøj, grafiker og merkonom. Indehaver af Danish Connection - idé- og eventbureau. Underviser på Designskolen Kolding, i virksomheder, foreninger og netværk. Foredragsholder om min deltagelse i Burning Man 2012, 2017 og 2022 og "Forræder - Ukendt Grund" sæson 1 2024 på TV2. Mentor i Lead The Talent og Dansk Journalistforbund. Fokus på kommunikation, kompetencer, efteruddannelse, events og rekruttering. Udvikler, arrangør og vært på WeekendFestivalen.

Næstformand og Kasserer: Anne Bundgaard, kunstner og grafisk designer i Anne Bundgaard. Uddannet på Det Kongelige Danske Akademi. Medlem af branding-, event- og WeekendFestivalUdvalg.

Bestyrelsesmedlemmer:
Karina Bjerregaard, illustration & grafisk design i Karina Bjerregaard. Arbejder i VIF med fyraftenskurser og studietur samt kommunikation, netværk og legater. Repræsenterer VIF i Ophavsretsfonden og VISDA. Medlem af studietursudvalget.

Pia Hansen, fra VIA Design i Herning og Aarhus og uddannet på Den Grafiske Højskole, Reklameskolen og Det Kongelige Akademi. Medlem af eventudvalget.

Jan Thaulow Nielsen, Indehaver Thaulow Studio, tidligere Lead Graphic Designer PLH Arkitekter, Creative Director i Ehrhorn Hummerston og Senior Designer i Bysted og uddannet grafonom fra Den Grafiske Højskole. Medlem af design- og brandingudvalget.

Christina Fromberg, Indehaver Fromberg Grafisk Design, Uddannet på Danmarks Designskole. Medlem af fagpolitik- og studietursudvalget.

Rikke Tange, Senior Digital Designer og Artist Studio Rikke Tange, Creative Director Ryd Fladen og uddannet på KADK, Det Kongelige Danske Akademi, og Danmarks Designskole. Medlem af event- og designudvalget.

Maria Prohazka, Stifter og kreativ direktør i Levende Streg. Maria gør komplekse idéer forståelige gennem visuelle fortællinger og omsætter kedelige budskaber til engagerende formidling. Hun fungerer som “visuel katalysator”, og kombinerer kreativitet, teknologi og nysgerrighed. Maria tror på en fremtid, hvor det digitale og menneskelige går hånd i hånd. Hvis visuel kommunikation var en sport, ville Maria både være spiller, træner og den, der lige tegner taktikken på tavlen bagefter. Medlem af design- og fagpolitiskudvalg.

Maja Bursøe, Grafisk designer hos DGI Medier & Marketing og uddannet på Institut for Visuel Kommunikation, Danmarks Designskole. Diplom i journalistik fra DMJX. Suppleant.

Udvalg

  • Events: Anne Bundgaard, Pia Hansen, Rikke Tange, Janne Høgshøj og eksterne medlemmer Anna Olesen og Line Flindt
  • Kommunikation: Webmaster og nyhedsbrev Janne Høgshøj og korrektur Anne Bundgaard
  • SoMe: Anne Bundgaard og Rikke Tange
  • Design: Jan Thaulow, Maria Prohazka og Rikke Tange
  • Branding: Jan Thaulow, Anne Bundgaard og Janne Høgshøj
  • Rekruttering: Janne Høgshøj sammen med DJ og AJKS
  • Fagpolitik: Christina Fromberg, Maria Prohazka og Anne Bundgaard
  • WeekendFestival: Janne Høgshøj og Anne Bundgaard
  • We Love Graphic Design: Janne Høgshøj sammen med HK Grafisk Kommunikation
  • Studietur: Karina Bjerregaard, Christina Fromberg og eksternt medlem Bolette Obbekær
  • Legater: Karina Bjerregaard samt eksterne medlemmer Anna Olesen og Julie Asmussen
  • VISDA og Ophavsretsfonden: Karina Bjerregaard
  • DJ’s Hovedbestyrelse: Janne Høgshøj – observatør

Vedtægter

§1 Navn og formål

Specialgruppen Visuelt Forum er en specialgruppe i Dansk Journalistforbund. Det er Visuelt Forums formål at varetage medlemmernes faglige og økonomiske interesser, herunder at:

  • understøtte erfaringsudveksling og gennemføre fyraftensmøder om nye tendenser i layout, grafisk design, illustration, web-design og nyhedsgrafik.
  • synliggøre det visuelle udtryk som en ligeværdig del af enhver professionel kommunikation.
  • arbejde for et bredt udbud af efteruddannelse inden for layout, grafisk design, web-design og nyhedsgrafik på et kvalificeret professionelt niveau.

§2 Medlemmer

stk.1 Alle aktive medlemmer af Dansk Journalistforbund, der beskæftiger sig med layout, grafisk design, illustration, web-design eller nyhedsgrafik, og som ikke er medlem af en medarbejderforening eller anden specialgruppe, bliver automatisk medlem af Visuelt Forum.

Hvor et forbundsmedlem uden medarbejderforening grundet sit arbejdsindhold objektivt vil kunne optages i Visuelt Forum eller en anden specialgruppe har medlemmet valgfrihed for, i hvilken specialgruppe det organisatoriske medlemskab skal lægges. Er der tvivl om et medlem objektivt ville kunne indmelde sig i anden specialgruppe, træffer Hovedbestyrelsen beslutning om medlemmets valgfrihed.

stk.2 Elevmedlemmer, der er under uddannelse indenfor Visuelt Forums arbejdsområde, skal tilbydes interessemedlemskab uden kontingent.

stk.3 Alle øvrige medlemmer af Dansk Journalistforbund kan optages i Visuelt Forum som interessemedlemmer.

stk.4 Interessemedlemmer har ikke stemmeret ved valg af delegerede til forbundets delegeretmøde. Derudover har interessemedlemmer og organisatoriske medlemmer samme rettigheder og pligter i Visuelt Forum.

stk.5 Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt med en måneds varsel til den 1. i en måned.

§3 Generalforsamling

stk.1 Generalforsamlingen er Visuelt Forums øverste myndighed.

stk.2 Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i perioden 16. januar – 14. marts. Der indkaldes skriftligt med mindst 3 ugers varsel.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Regnskabsaflæggelse
  4. Forslag fra bestyrelsen og medlemmer
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Valg af formand
  7. Valg af øvrig bestyrelse
  8. Valg af mindst 1 suppleant
  9. Valg af revisor
  10. Valg af repræsentant til Ophavsretsfondens bestyrelse
  11. Valg af delegerede til Dansk Journalistforbunds delegeretmøde (i ulige år) og valg af delegerede til Dansk Journalistforbunds Fagligt Forum (i lige år).
  12. Eventuelt

stk.3 Forslag fra bestyrelsen om ændring af kontingentet skal senest sendes ud sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Øvrige forslag fra medlemmerne, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt være formanden i hænde senest en uge inden generalforsamlingen.

Alle forslag skal udsendes skriftligt til medlemmerne eller offentliggøres på Visuelt Forums hjemmeside senest tre dage inden generalforsamlingen.

stk.4 Medlemmer, der er forhindret i at deltage i generalforsamlingen, kan opstille til valg ved fuldmagt.

Alle medlemmer har én stemme ved generalforsamlingen. Den ordinære generalforsamling kan fastsætte regler for eventuel adgang til stemmeafgivning ved fuldmagt fra fraværende medlemmer.

Fuldmagter skal afleveres til dirigenten, straks denne er valgt.

§4 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller efter anmodning fra mindst 20 medlemmer.

Der gælder samme varslingsfrister som ved ordinære generalforsamlinger.

§5 Bestyrelsen

stk.1 Mellem generalforsamlingerne leder en bestyrelse Visuelt Forums arbejde. Bestyrelsen består af formand og yderligere mindst fire medlemmer, der alle bliver valgt for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen konstituerer sig på første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen med næstformand og kasserer.

stk.2 Foreningens formand tegner foreningen. Ved formandens varige forfald tegner næstformanden foreningen.

stk.3 Bestyrelsens medlemmer er sidestillet i ansvar og varetager i fællesskab foreningens forhandlinger og interesser.

stk.4 Bestyrelsens møder er åbne for alle medlemmer af Visuelt Forum. Bestyrelsen kan dog i personsager og andre særlige tilfælde beslutte at lukke mødet.

stk.5 Bestyrelsen har bemyndigelse til i tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt, at indhente fortrolige lønstatistiske oplysninger hos Dansk Journalistforbund.

stk.6 Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den formue, som foreningen til enhver tid måtte have. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

§6 Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kræver mindst to tredjedele af de gyldige stemmer på generalforsamlingen.

Vedtægtsændringer skal derudover godkendes af forbundets hovedbestyrelse, før de træder i kraft.

§7 Opløsning

Specialgruppen Visuelt Forum kan opløses, hvis to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 3 ugers mellemrum vedtager dette med to tredjedeles majoritet. Foreningens eventuelle midler tilfalder herefter Dansk Journalistforbund.

Rejsegodtgørelse

Som medlem kan du få dine rejseudgifter refunderet, når du deltager i Visuelt Forums arrangementer, hvis du har mere end 12 km. transport til afholdelsesstedet.

Visuelt Forum betaler også rejsegodtgørelse ved deltagelse i DJ's Fagfestival og We Love Graphic Design.

Rejsegodtgørelse forudsætter, at du ikke får dækket dine udgifter på anden måde, fx hvis de indgår i dit freelance-regnskab, eller din arbejdsgiver betaler.

Vi opfordrer til, at man køber togbillet hurtigst muligt og om muligt køber en Orange billet eller Orange Fri billet. Du kan maksimalt få refunderet et beløb, som svarer til DSB Standard. Husk at vedhæfte en kopi af billetten eller kontoudskrift fra rejsekort.

Kører du i bil, skal du angive prisen på tilsvarende togbillet på dsb.dk. Rejser du billigere end med DSB, fx med fly eller bus, er det denne billetpris, du kan få dækket. 

Visuelt Forum dækker ikke rejser med Ryanair.

Rejsegodtgørelse udbetales ved, at du efter arrangementet sender en mail med oplysning om, hvilket arrangement du har deltaget i, dokumentation for din rejseudgift og dit kontonummer til Visuelt Forums kasserer: kasserer@visueltforum.dk

Send gerne dine bilag hurtigst muligt af hensyn til regnskabsafdelingen.

På denne side